Remee, dommer i DR-programmet X-factor. Arkivfoto: Simon Bohr
Dommerne var ved at give op i Århus
Det var bestemt ikke lutter lagkage for ørerne, da de tre X Factor dommere, Remee, Pernille Rosendahl og Carsten ’Soulshock’ tog hul på deres castingopgave til dette års X Factor.
Af Grith Jørgensen
grjo@stiften.dk
Første stop var musikhuset i Århus. Her skulle dommerne i to dage lægge øre til håbefulde, unge sangere.
De, der har set trailer til aftenens udsendelse, vil vide, at dommerne ser alt andet end begejstrede ud.
»De var meget skuffede og dybt frustrerede efter den første dag. Der var de altså lige ved at give op,« fortæller Jan Lagermand Lundme, der er underholdningsredaktør i Danmarks Radio.
Havde ventet mere
Det er nyt, at X Factor dommerne begynder casting-processen i Århus. Den erfarne i gruppen, Remee, havde inden da talt mere end lovende om Århus og jyderne.
»Remee havde fortalt de to andre, hvor meget talent, der altid dukker op i Århus. Det var altid fedt i Århus, hvor folk fra hele Jylland jo dukker op til audition.« siger Jan Lagermand Lundme.
Desto større var skuffelsen hos dommerne efter første dag.
»Spørgsmålet er jo, om det så ikke er på andendagen, at talenterne dukker op? Nu skal jeg jo ikke røbe for meget,« siger Jan Lagermand Lundme.
Som en af de få ved underholdningsredaktøren hvilke ni deltagere, der skal med i liveshowsne, der begynder 17. februar.
»Jeg er meget overrasket over niveauet. Og det er altså ikke bare fordi, jeg skal sige det,« siger han med et smil.