Christina Chanée og Tomas N'evergreen er glade for det nye samarbejde. Foto: Richard Sylvestersen
Parret vil se mere til Randers
Både Christina Chanée og Tomas N'evvergreen er aktive sangskrivere. Det er en profession, som de kommer til at sparke noget til meget snart. Foreløbigt har dagene siden grand prix-sejren i Aalborg ikke levnet luft til ret meget, da diverse blade, aviser samt radio og tv-kanaler har villet have interviews med stjernerne.
Af Heidi Qvistgaard Jensen
heqv@amtsavisen.dk
Release til maj
Sangskrivertalenterne kommer flittigt i brug allerede i næste uge, for planen er, at de skal have indspillet et album, som skal på gaden lige inden det internationale Grand Prix i Oslo, der finder sted fra 24.-29. maj.
Tomas N'evergreen håber, at samarbejdet med Christina Chanée vil føre til, at han kommer til at bruge mere tid i Danmark.
»Danmark er jo mit hjemland, så selvfølgelig håber jeg, at jeg kommer til at bruge mere tid her. Jeg har jo også en datter, der bor på Djursland,« siger han.
Planen er også, at der skal gives nogle koncerter i Danmark i løbet af sommeren.
»Vi håber også på, at vi kommer til Randers og spiller,« siger N'evergreen. Hvor og hvornår vil de helst vente med at afsløre.
Godt team
Til syneladende trives både Christina og Tomas med at være blevet en del af en duo.
»Vi har samme tilgang til humor og musik,« siger Christina Chanée og fortæller om første gang, de to mødtes, efter Tomas havde spurgt, om hun ville synge duet med ham i grand prixet.
»Han hentede mig ude i lufthavnen og havde taget champagne og blomster med. Så kan det ligesom kun blive godt,« siger hun storsmilende.