15-årige Mathilde Lindberg stod på scenen med gruppen Fireflies og det var en kæmpeoplevelse for den unge randrusianer. På fredag står de der igen. Foto: DR/ Bjarne Bergius Hermansen
Mathilde: Jeg har ingen favoritter
Af Trille Skøtt-Jensen
hskj@bergske.dk
Det var slet ikke meningen, at 15-årige Mathilde Lindberg fra Randers skulle gå videre i X Factor, for ved den første prøve lykkedes det ikke. Men så ringede Carsten Soulchok og tilbød hende en plads i country gruppen »Fireflies«. Inden da havde Mathilde aldrig sunget country.
»Det var virkelig ikke noget, jeg nogensinde havde tænkt på, men da Carsten sagde det, så syntes jeg faktisk, det lød meget fedt. Siden har jeg hørt en masse country, og nu er det bare det eneste, jeg lytter til,« fortæller Mathilde, der til daglig går i 9. klasse på C. la Cours Skole.
Arbejder hårdt
Lige nu er der dog fuldt fokus på X Factor og Mathilde er flyttet til København, hvor hun bor på hotel med gruppens to andre deltagere og øver i op til 10 timer om dagen. Men hun passer stadig skolen, selvom hun er væk.
»Skolen sender mig opgaver og prøver, og dem laver jeg selvfølgelig. Skolen har hjulpet mig rigtig meget, og det kan nok også kun lade sig gøre, fordi jeg normalt går meget op i skolen,« siger Mathilde, der planlægger at gå på Randers Statsgymnasium efter folkeskolen.
Mathilde får da også store rosende ord med på vejen fra hendes skoleinspektør, der slet ikke er tvivl om, at hendes elev nok skal klare både X Factor og skolegang.
X Factordeltageren er også vant til at have mange jern i ilden. For udover at synge, så har hun bestridt ikke færre end tre fritidsjob i Randers. Både som kirkesanger i Sct. Clemens Kirke, medarbejder i grill bar og medarbejder i Randers Legeland. Og de tre job var ikke for meget for den unge pige, der er vant til at arbejde hårdt.
»Jeg blev jo glad for mit arbejde, og jeg er jo ung og vil gerne tjene penge til tøj og sådan,« siger hun ærligt.
Og det med tøjet og udseendet, det er en ekstra gave at få i X Factor, hvor professionelle stylister står klar, så deltagerne fremstår allerbedst.
»Det er bare så fedt. Jeg elsker det bare. Det er vildt at se den forandring, de kan lave ved én« fortæller Mathilde om at være i hænderne på stylisterne.
Ingen favorit
Gruppen har også fået undervisning i koreografi, og det har været lærerigt for Mathilde.
»Det er nok det, jeg har fået mest ud af. Jeg har lært, hvordan man skal få følelsen frem, når man synger. Det havde jeg slet ikke tænkt på før,« siger Mathilde.
Lige nu lever hun efter eget udsagn i en »X Factor verden«, hvor det går op i sang, øvetimer, kontakt med presse, træning og samvær med de andre deltagere. Og forholdet til de andre er blevet så godt, at hun slet ikke tør udnævne en favorit.
»De er bare så gode allesammen, så det kan jeg ikke sige,« siger Mathilde.
Hun synes, det var meget hårdt at sige farvel til Peter, der var den første til at forlade X Factor.
»Vi går jo klods op ad hinanden og laver mange ting sammen. Så det er svært,« siger hun.