Damn, hvor ser han godt ud, den 55-årige Kevin Costner. Og han havde ikke noget imod at komme helt tæt på sine kvindelige fans i Randers. Foto: Richard Sylvestersen
Man æder ham jo med øjnene
Han har skudt mange mænd, redet mange heste og kysset mange kvinder. Og nu har han også været i Randers. Og han kommer gerne igen, når det er blevet varmere, siger han.
Af Lone Hammer Sørensen
lohs@amtsavisen.dk
Kevin Costner tog sine fans med storm, og kvinderne med orkan.
Han har bare noget, og det noget kan sagtens fylde den store teatersal en anden gang.
De fans, som avisen talte med, kommer i hvert fald hjertens gerne igen, hvis Costner gør.
»Man æder ham jo med øjnene,« sagde Else-Marie Rasmussen, Middelfart, der sammen med sin mand Bjarne og vennerne Lene og Jan Frantzen fra Fredericia, havde en helt fantastisk aften.
Helt tæt på med krammer
De fire venners forventning var at komme tæt på en verdensstjerne, og det må man sige, at de gjorde.
»Vi fik en krammer, og Jan et håndtryk. Tætter kommer man da ikke,« siger Else-Marie Rasmussen, der tilføjer:
»Vi er klart med på den igen, hvis han kommer igen.«
Inden koncerten talte avisen med fire kvinder fra Odense, The Høffners. Mor Jane Høffner, datter Cathrine Høffner og de to svigerdøtre, Pia og Trine Høffner. Med et aldersmæssigt spænd fra 18 til 55 år, og Cathrine på 18 år var største fan af de fire.
»Ja, han er bare fantastisk. Og bedst i tøsefilmen The Bodyguard,« siger hun.
Efter koncerten løb Cathrine Høffner op på scenen, fik et knus og kyssede Costner på kinden.
Det havde hun ikke planlagt hjemmefra, og de andre blev noget forbløffede over at hun gjorde det, fortæller hun.
»Men da han begyndte at danse rundt med kvinder på scenen, så tænkte jeg, nej, det skal være løgn, og så løb jeg derop,« siger hun.