Han havde ellers bebudet en pause fra det med film. Men skuespiller Viggo Mortensen har ombestemt sig og sagt ja til rollen som Sigmund Freud. Foto: Max Nash/Scanpix
Viggo Mortensen skal spille Sigmund Freud
Instruktøren David Cronenberg kom i bekneb, da Oscar-vinderen Christoph Waltz sprang fra hovedrollen i filmen »The Talking Cure«.
Waltz har væltet sig i filmpriser for sit portræt af nazijægeren Hans Landa i »Inglorious Basterds«, og efterspørgslen efter det Oscar-vindende sproggeni er så stor, at han nu har måttet sige nej til Cronenberg.
Det skriver politiken.dk
Hvad gør man så, når man hedder David Cronenberg?
Jo, man ringer naturligvis til sin gode makker Viggo Mortensen, som man før har fejret triumfer med i »A History of Violence« og »Eastern Promises«.
Handler om Freud og Jung
»The Talking Cure« handler om det konfliktfyldte forhold mellem Sigmund Freud (Mortensen) og hans elev Carl Jung (Michael Fassbender).
På rollelisten er også Keira Knightley, der spiller Sabina - en mentalt forstyrret kvinde, der søger hjælp hos Jung.
Ifølge filmsitet Totalfilm.com er der lagt op til hede sexscener mellem Fassbender og Knightley, hvis nogen skulle være til den slags.