Foto: Kristoffer Juel Poulsen/Scanpix
DR ændrer X Factor-afstemning
Af Christina Pedersen
cpe@bt.dk
DR har valgt at ændre årets X Factor-semifinale.
Tidligere har det været sådan, at det udelukkende har været seerne, der bestemte, hvem der skal i finalen, men i år får dommerne det sidste ord.
»Jeg har lige fået det at vide for 10 minutter siden. Det er meget pudsigt, at det bliver lavet om netop nu. Det er aldrig sket før,« siger Remee, der i fredags måtte sige farvel til Anna.
B.T. har de sidste par dage afsløret, at DR har store problemer med deres sms-afstemning. Kilder fortæller til B.T., at kun op mod 15 procent at sms'erne, når at blive talt op i løbet af programmet.
Soulshock har dog ikke mistet tiltroen til DR.
»Så vidt jeg ved, så er det en gammel regel, som de vælger at bruge nu. Jeg har stor tiltro til DR og produktionsselskabet Blu. Jeg stoler meget på dem,« siger Soulshock, der har Fireflies tilbage, mens Pernille Rosendahl hepper på Thomas.
Remee har stadig to deltagere tilbage – Tine og Jesper, men han frygter naturligvis, at Pernille og Soulshock vil rotte sig sammen mod ham.
»Det er jo logik. Det bedste for programmet er, at hver dommer har én med i finalen,« siger Remee.