Han ser selvsikker og rolig ud, når han står på X Factor-scenen. Men bag facaden gemmer sig en nervøs teenager med masser af følelser.
Følsom fyr på hjemmebane
Fredag efter fredag er han sprunget ind på scenen i DR Byen. Selvsikker, i kontrol og med en attitude så cool, at det er svært at forstå, han blot er 15 år gammel.
Af Christina C. Pedersen, BT Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Men kigger man bag facaden på årets yngste X Factor-stjerne, gemmer der sig meget mere end et selvsikkert og skinnede talent. Der gemmer sig også en følsom ung teenager, der ofte kan blive så nervøs, at det hele går i sort.
»Den værste oplevelse var i fredags. Jeg husker det slet ikke. Jeg var fuldstændig væk. Jeg havde det godt nok skidt,« lyder det fra den unge deltager.
Sammen med forældrene Carsten og Gundrun sidder han i stuen i familiens parcelhus i Taastrup og tænker tilbage på den dramatiske aften i fredags. Her endte han til manges store overraskelse i farezonen. Ikke mindst sin egen.
»Det var et chok. Og det var også derfor, at jeg var så rystet bagefter. Det er en bombe, og lige efter showet er det virkeligt hårdt,« siger han.
Når spotlightet er slukket
I dag er det dog et helt andet udtryk, der har lagt sig hen over teenagerens ansigt. Et glad og tilfreds udtryk. Men der er heller ingen tvivl om, at han er udmattet. Der er nok at se til. Om en time skal han til sangundervisning i København og senere til koreografi-træning. Men inden da har han inviteret avisen hjem til en snak om den rigtige Jesper. Ikke kun ham den selvsikre, vi kender fra tv. Men ham, der efter kameraerne stoppede, brød grædende sammen, da Daniel røg ud. Og ham, der stod rystet tilbage på scenen i fredags, da spotlightet var slukket.
»Jeg ser ikke mig selv som super følsom,« siger han og griner lidt.
»Men jo mere vi nærmer os finalen, og jo tættere på det hele kommer... Tingene bliver bare sværere,« siger han, mens faren tager over:
»Vi ved godt, at Jesper også er en følsom fyr. Og vi taler også meget om alt det hele herhjemme. Det er godt at vise følelser,« siger han. Og Jesper giver ham ret med et par enkelte nik.
»Man bliver revet med. Også mere end man måske lige havde troet,« understreger han.
Svært at genkende sig selv
Men selv om det er kommet bag på ham, synes han alligevel ikke, at det er så svært at vise sine følelser for åben skærm. Dét, der kan være svært, at genkende sig selv i hele X Factor-møllen.
»I går sad jeg og så et billede af mig selv på en fanside, og der tog jeg mig selv i at tænke, at ham der burde rette ryggen. Men ham der, er jo mig,« siger han med et grin.
»Nogen gange er det ret svært at genkende X Factor-Jesper. Det er svært at forstå, at alt det her er sket for mig,« siger han og forklarer, at det hele er gået meget stærkt, siden han i november mødte op til audition i København. En audition, der mere var for sjov end for alvor. Men som nu har resulteret i, at postkassen er fuld af fanbreve, og hele Danmark er på fornavn med ham.
»Men det er fedt. Og jeg glæder mig til fredag. Det bliver min bedste performance, og jeg håber, jeg går meget videre,« siger han og fortæller, at han føler sig meget stærkere efter fredagens drama.
»Hvad man ikke dør af, gør en stærkere. Desuden skal jeg synge Coldplay, så jeg føler, jeg er på hjemmebane. Men lige nu er der heldigvis et stykke tid til fredag,« griner han.