For de fleste mennesker er morgenmad noget med cornflakes, kaffe, ostemadder eller müsli. Torsdag var det dog en mere potent servering, som Radio Viborgs morgenværter Peder & Malene indtog.
De havde nemlig besøg af det tidligere medlem af grill-landsholdet Per Aadstrandsen, der serverede diverse lækkerier som opvarmning til søndagens Superbowl.
Løgringe, grillet oste-sandwich samt andet godt fra grillen skal naturligvis serveres med rigeligt dyppelse, og hertil havde Per medbragt noget, der bedst af alt kan betegnes som ondskab på flaske; nemlig chilisaucen med det passende navn "357 Mad Dog".
Efter morgenens udsendelse ville flere medarbejdere på både radioen og folkebladet smage den yderst kradsbørstige sauce - til deres egen fortrydelse og alle andres store fornøjelse...
Saucen har en styrke på hele 357.000 på den såkaldte Scoville skala. Til sammenligning har en almindelig Jalapeño-chili en styrke på mellem 2500-5000 Scoville, men Cayenne-chilier lander på et sted mellem 30.000-50.000.
Skulle nogle have lyst til at smage den berygtede sauce kan den købes på nettet, sammen med andre typer med frygtingydende navne som Mad Dog Ultra Hot, Liquid Fire Hot Sauce og Idiot Boyz Habanero Hot Sauce... velbekomme!


















