Jesper Aagaard er ny vært på vores søsterkanal, Classic Pop.

Jesper Aagaard fik radiolysten tilbage på Radio Viborg – nu er han fast vært igen

I mange år var Jesper Aagaard en af de markante stemmer på Radio Viborg. For mere end ti år siden forlod han livet som fast radiovært, men besøgene i Peder & Venner fik den gamle radiolyst til at vende tilbage. Nu er han igen fast vært – denne gang på vores søsterkanal Classic Pop.

Hvis du har lyttet til Radio Viborg gennem mange år, er der en god chance for, at du kender stemmen.

Jesper Aagaard kom til Radio Viborg i 2000 og blev gennem en årrække en af stationens markante profiler. Blandt andet var han med til at skabe og være vært på Danmarks Største Eftermiddag sammen med Lars Christiansen, og senere blev han musikchef og næstkommanderende på stationen.

– Det var som at komme i radio-superligaen. Så radio blev min skæbne, fortæller Jesper Aagaard.

Han husker stadig Radio Viborg i de år som noget helt særligt.

– Radio Viborg var folkets radio. ALLE lyttede til den dengang. Der var faktisk flere lyttere, end der boede i byen.

Peder & Venner vækkede radiolysten igen

For mere end ti år siden stoppede Jesper Aagaard som fast radiovært. Siden har han blandt andet arbejdet på TV 2 og etableret det Viborg-baserede produktionsselskab Earvox.

Men det seneste år er han igen dukket op i Radio Viborgs studie – som en af de faste venner hos Peder Toft i morgenprogrammet Peder & Venner. Og det skulle vise sig at få konsekvenser.

– Jeg har været fast gæst i Peder & Venner det seneste år, og der kom min skabertrang tilbage. Det har jeg fandeme savnet. Jeg kunne mærke, jeg blev glad af at lave radio igen. Man kan tage mig ud af radioen – men ikke radioen ud af mig.

Det, der begyndte med besøg hos Peder om morgenen, har nu ført til et rigtigt radiocomeback.

Ny fast vært på Classic Pop

Jesper Aagaard bliver nemlig fast weekendvært på Radio Viborgs søsterkanal Classic Pop.

Og selv om han har mange års radioerfaring i bagagen, er der kommet en følelse tilbage, som han næsten havde glemt: nervøsiteten.

– Jeg er blevet nervøs igen. Den nervøsitet, man gerne skal have: Er det godt nok? Er det fedt? Vil nogen lytte med? Jeg er blevet fodboldtræner. Og jeg forestiller mig, følelsen er ligesom, når man går ind til en kamp.

At det netop er Classic Pop, han skal sende på, passer den tidligere musikchef godt. Her får han lov til at dyrke den musik, han selv har et nært forhold til.

– Jeg føler mig som en ekspert i den musik, vi spiller. Jeg er vild med musik! Det er blevet svært at finde nogen, der kan vinde over mig i musikquizzer.

Radioen gjorde ham til viborgenser

Radio Viborg har ikke kun haft betydning for Jesper Aagaards arbejdsliv. Stationen er også årsagen til, at nordjyden i dag kan kalde sig viborgenser.

Han flyttede til byen, da han fik jobbet på Radio Viborg i 2000 – og blev hængende.

– Jeg flyttede til Viborg, da jeg begyndte at arbejde på radioen. Og så er jeg blevet her, for jeg fandt en sød pige, jeg blev forelsket i.

Nu er han 50 år, og mere end 25 år efter sin første arbejdsdag på Radio Viborg har han altså igen en fast plads bag en radiomikrofon.

Denne gang begyndte vejen tilbage lige dér, hvor en stor del af hans radiohistorie også begyndte: på Radio Viborg.

– Det var musikken, der fik mig ind i radioen. Så nu er ringen igen sluttet.

Du kan fortsat møde Jesper som gæst i Peder & Venner på Radio Viborg – og høre ham som fast weekendvært på Classic Pop.

Vælg region
Radio VIborg